Øgadekvarteret billede

Open call - huskunstner til Sønderbroskolen og Øgadekvarteret

Vi søger en huskunstner til at skabe et skulpturelt kunstværk til Sønderbroskolens udearealer. I tilgift ønsker vi, at huskunstneren forestår en borgerinddragende proces, der har til formål at generere ideer til en kunstrute i Øgadekvarteret.

Læs mere
Sønderbroskolen2

Open call - huskunstner til Sønderbroskolen og Øgadekvarteret

OPEN CALL af Aalborg Kommunes Kunstudvalg

Vi søger en huskunstner til at skabe et skulpturelt kunstværk til Sønderbroskolens udearealer. I tilgift ønsker vi, at huskunstneren forestår en borgerinddragende proces, der har til formål at generere ideer til en kunstrute i Øgadekvarteret.

Sønderbroskolen er i gang med en større omdannelse af sine udearealer, så de bliver mere attraktive, både for skolens elever i dagtimerne og for bydelens øvrige borgere uden for skoletid. Her skal skabes et uderum, der er inkluderende og inviterende, og som gør skolens uderum til bydelens uderum. Et udeområde, der i højere grad indbyder bydelens borgere til at gøre brug af skolens faciliteter, så der skabes mere liv på skolen, både i og udenfor skolens åbningstid.

Aalborg Kommunes Kunstudvalg inviterer til open call på en huskunstner eller kunstnergruppe, der får til opgave at skabe et skulpturelt værk til Sønderbroskolens udearealer. Det er tanken, at værket bidrager til transformationen og inviterer bydelens borgere ind i det nye og mere åbne byrum. Derfor kan det med fordel tænkes som en form for indgangsparti eller blikfang fra Bornholmsgade. Huskunstneren skal i nogen grad inddrage eleverne på Sønderbroskolen fx i idéudviklingen.

Kunstværket på Sønderbroskolen er tænkt som første led i en længere proces, hvor en kunstrute etableres gennem Øgadekvarteret. Der er imidlertid behov for en kvalificering af ideen og tanken er derfor, at huskunstneren udover arbejdet på Sønderbroskolen, som en afledt effekt også forestår en borgerinddragende proces, der har til formål at genere ideer og skabe engagement og fællesskab omkring integrationen af kunst i Øgaderne.

Vi ønsker et skitseret oplæg til værket på Sønderbroskolen samt et oplæg til en borgerinddragende proces om kunstruten. Huskunstneren forventes at skulle opholde sig i bydelen i ca. tre måneder i vinter-forår 2025. Lejlighed og værksted stilles til rådighed.

Realiseringen af kunstruten i Øgadekvarteret afhænger af støtte fra fondene. Det vindende skitseprojekt vil indgå i en ansøgning til Statens Kunstfond, huskunstnerordningen, og vil kun kunne realiseres – og honoreres, hvis der opnås støtte herfra. Hvorvidt den øvrige del af kunstruten kan realiseres, afhænger af andre fonde i en efterfølgende indsats. Skitseforslag honoreres ikke.

  • Ansøgningsfrist: 18. september 2024
  • Tidshorisont: Vinter/ forår 2025
  • Opholdets længde: 3 måneder
  • Materialeudgift: 90.000 kr.
  • Honorar: 100.000 kr.

Procedure

Kunstudvalget ønsker at modtage et skitseret forslag til værket på Sønderbroskolen, inklusive en beskrivelse af, hvorledes eleverne tænkes involveret i skabelsesprocessen. Kunstudvalget ønsker desuden et oplæg til en borgerinvolverende proces i kvarteret. Skitse og oplæg vedlægges et budgetudkast, samt en præsentation af kunstneren i form af cv med angivelse af tidligere værker.

Skitseret forslag sendes via ansøgningssystem (boksen open call er klar medio august) Støtte til kunst og kultur (aalborg.dk)

Aalborg Kommunes Kunstudvalg har bl.a. til formål at stimulere og understøtte lokale kunstneres virke. Der vil derfor blive lagt vægt på følgende:

  • Kunstnernes primære beskæftigelse er kunst
  • Kunstneren har tilknytning til Aalborg Kommune. (Dette er dog ikke af afgørende betydning).

Bedømmelsesudvalget består af en kunstfaglig repræsentant fra Aalborg Kommunes Kunstudvalg, repræsentanter fra Sønderbro Skolen, og repræsentanter fra Øgadernes Samarbejdsgruppe

Kunstfaglige spørgsmål rettes til kunstudvalgets repræsentant på mail: cathrine.gamst@aalborg.dk

Yderligere spørgsmål rettes til Kunstudvalgets sekretær Gitte Friis Therkildsen: gitte.friis@aalborg.dk

Øgadernes Samarbejdsgruppe
I november 2022 opstod Øgadernes Samarbejdsgruppe på initiativ fra forskellige lokale parter. Samarbejdet i Øgadekvarteret arbejder for mere oplysning om områdets mange gode initiativer – og på at udvikle nye spændende aktiviteter og initiativer til gavn for borgere, foreninger og butiksdrivende i området.

Gruppen har til formål at:

  • Gøre mere i fællesskab, for at Øgadekvarteret bliver den bedste udgave af sig selv.
  • Blive bedre til at bruge og understøtte hinandens initiativer i Øgadekvarteret.
  • I fællesskab at iværksætte nye initiativer i Øgadekvarteret, der understøtter en positiv udvikling i bydelen, til glæde for beboere, foreninger, erhvervsliv og institutioner – samt den omkringliggende by.

Vision for kunst i Øgaderne:

Vi ønsker, via kunst, at give bydelen en saltvandsindsprøjtning der giver energi i udviklingen af et endnu mere levende og mangfoldigt by- og boligliv, som er interessant for både beboere i Øgaden, alle byens øvrige borgere, turisme mv.

Vi ønsker at bruge kunst til at bygge bro, skabe fællesskab og en fælles referenceramme på tværs af mennesker – både på tværs af alder, nationalitet kultur og sociale grupper. Vi ønsker at flytte kunsten tættere på bydelens borgere.

Vi ønsker, ved hjælp af kunst, at understøtte, at Øgadekvarteret fortsat bliver en mere attraktiv bydel. Ligesom vi ønsker at skabe noget unikt der gør det interessant for den omkringliggende by at besøge Øgadekvarteret.