IMG 6488

De innovasive arter

På Sønderbroskolen i Øgadekvarteret er et nyt kunstværk fyldt med fejl netop indviet, støttet af Aalborg Kommune. Kunstneren Pernille Egetoft vandt konkurrencen om opgaven med værket De Innovasive Arter.

Ordet Innovasiv findes ikke. Vi har invasiv og innovativ, men innovasiv står ikke i ordbogen. Det ved kunstneren godt, nu hvor hun er voksen, men som ung kunne hun ikke hitte rede i begreberne. Da hun skulle lave et forslag til konkurrencen, kom ideen til hende. Hvis man nu kombinerer invasiv med innovativ, hvad får man så? – Innovasiv. Pernille Egetoft har ladet sig inspirere af de ni mest invasive arter i Danmark, skilt dem ad og sat dem sammen på nye måder. Dermed har hun konstrueret nye arter og indtil videre findes de kun på Sønderbro Skolen.

Kunstværket er synligt for alle og de fleste vil nok glæde sig over de flotte blomster. Måske vil de også trække på smilebåndet og undre sig lidt, men der er også en risiko for, at en gartner eller en biologilærer får øje på værket. De ved godt, hvordan en lupin og en hybenrose ser ud, og mon ikke de opdager, at blomster og blade ikke passer sammen. Alt det hele er helt forkert. Lupinen har fået blade af hæg og hybenrosen har fået blade af pileurt. Skolens børn er også sat på en større pædagogisk opgave, når de skal forklare deres mor, far og bedsteforældre, at blomsterne er med fejl med vilje, for Pernille har lavet nye arter – innovasive arter.

På billederne ses kunstneren Pernille Egetoft og formanden for kunstudvalget, viceborgmester Tobias Bøgeskov Eriksen ved indvielsen.